Kim Augustsen har gennem de sidste 33 år opbygget Volkswagen forretningen i Slagelse fra bunden og det er med stolthed og sindsro, at han nu vælger at give nøglerne videre. Det bliver organisationen Next Mobility, som fremover vil stå i spidsen for den velrenommerede bilforretning.
Overdragelsen sker som led i en positiv og velovervejet proces, der har været undervejs i flere år. Kim Augustsen har gennem årene haft et nært samarbejde og en god relation til Torben Madsen, bestyrelsesformand i Next Mobility, hvilket har været med til at sikre en glidende og tryg overgang.
”Det har været vigtigt for mig, at Volkswagen Slagelse fortsætter med de rette værdier og med mennesker, der kender forretningen. Derfor er jeg meget glad for, at tre af nøglemedarbejderne nu træder ind som ejerledere,” udtaler Kim Augustsen.
De tre nye ejerledere er:
- Alexander Lyhne Christensen, Erhvervschef, Volkswagen Erhverv
- Kurt Hyldmar, Servicechef
- Thomas Kjærgaard, Salgschef
Next Mobility glæder sig til samarbejdet
Next Mobility ser frem til at videreføre og udvikle den stærke forretning i Slagelse med et lokalt forankret ledelsesteam og et klart blik rettet mod fremtidens mobilitet.
”Vi glæder os til at Volkswagen Slagelse bliver en del af Next Mobility. Og vi tror på, at vi med Kurt, Alexander og Thomas har det helt rette team til at drive og videreudvikle Volkswagen Slagelse.” Udtaler Next Mobility’ direktør Brian Hansen og bestyrelsesformand Torben Madsen samstemmigt.
Med opkøbet styrker Next Mobility sin position og bliver nu Danmarks andenstørste privatejede bilforhandlerkæde i Semler regi. Volkswagen Slagelse forbliver en lokal forretning med ny energi og en stærk partner i ryggen.
Vi tager forbehold for, at overtagelsen afventer godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.